Lyngby Taarbæk Kommune

Værdighedspolitik - Ambitiøs politik på ældre-området

Kommunalbestyrelsen har netop godkendt et forslag til ny Værdighedspolitik for kommunen samt forslag til en række indsatser, som vil blive finansieret af kommunens andel af Værdighedsmilliarden på årligt 11.640.000 kr.

"Værdighed i ældreplejen er noget vi skaber sammen. Jeg er glad for den ambitiøse værdighedspolitik, vi har udarbejdet og som afspejler det arbejde, vi har gjort igennem flere år. Vi har fået gode bidrag fra de ældre medborgere, og det sætter vi pris på. Med værdighedspolitikken følger en rækker indsatser, som blandt andet betyder, at vi har prioriteret 8 mio. kr. til flere medarbejdere i plejen. Men vi har også fokus på demensindsatsen, kampen mod ensomhed og på de pårørende, som ofte kan føle sig klemt", udtaler formand for Social- og Sundhedsudvalget, Bodil Kornbek.

Lyngby-Taarbæk Kommune har udarbejdet en ambitiøs værdighedspolitik, der beskriver de værdier, vi lægger i arbejdet med de ældre medborgere. Politikken er bygget op om følgende fem temaer:

1. Livskvalitet

2. Selvbestemmelse

3. Kvalitet og sammenhæng i plejen

4. Mad og ernæring

5. En værdig død

Bodil Kornbek fortsætter: "Det har været vigtigt for os, at få alle de gode ideer og tanker om et værdigt ældreliv frem i lyset, og også at få vores konkrete forslag kvalificeret. Derfor startede vi op med et temamøde med repræsentanter fra bl.a. den lokale afdeling af Ældresagen, Seniorrådet, aktivitetscentret RustenborgHuset samt medarbejdere. På Social- og Sundhedsudvalgets vegne vil jeg gerne sige tak for det lokale engagement og mange konstruktive indspark".

Med kommunens værdighedspolitik følger 11.640.000 kr. til gavn for ældre i kommunen. Læs mere om værdighedspolitikken her - og find værdighedspolitikken som pjece.

Siden er sidst opdateret den 23.06.2016